Gode råd til forældre
- der mistænker deres børn for at være på stoffer.
Det er ofte begavede og velfungerende unge der falder for fristelsen,
og lader sig lokke til at prøve ecstasy. Der er ingen tommelfinger regler for hvordan en ung misbruger ser ud. Der er ingen sammenhæng mellem ecstasy og karakterer, hobbyer, påklædning, musiksmag osv.

Det sædvanlige billede af en afmagret misbruger, der ligger bevidstløs i hjørnet af et offentligt toilet, med en nål i armen, er ikke det billede, der dækker over en ecstasy misbruger.
Du kan med andre ord aldrig vide dig sikker på om dit barn er i en gruppe af unge der bruger ecstasy. Du skal på den anden side heller ikke male fanden på væggen og mistænke dit barn ubegrundet. Der er stadig kun en lille del af de unge der er på ecstasy, men udbredelsen er steget kraftigt i de senere år, og forældre over hele landet er blevet nervøse, de fleste heldigvis ubegrundet. De nedenstående råd er ment som en vejledning og en hjælp til at komme videre hvis man har sit barn mistænk for at bruge ecstasy. Der findes desværre ingen facitlister der hedder: ’Sådan bliver jeg den perfekte forældre’.

Forvent ikke, at dit barn uden videre vil erkende, at de tager stoffer.
De vil langt hen ad vejen benægte det, fordi det helst er noget man skjuler for andre end vennerne. Endvidere skal man også huske at de unge ikke opfatter sig selv som narkomaner, for ordet alene giver det billede af narkomanen på det offentlige toilet og sådan ser man ikke sig selv. Men derimod føler de har kontrol over situationen og kan holde op når det passer dem. Har man et barn der er ude i et stofmisbrug, så kan der først arbejdes med problemet, når barnet har erkendt, at man har et problem, hvilket oftest er problemet, for ’jeg kan holder op når jeg vil, og kan desuden styre mit forbrug (misbrug)’.
Vejen frem til afsløring er venlig og fortrolig snak - og hav tålmodighed.

Hvis du falder over noget tydeligt så sig, at du har bemærket det og ikke mere.
Fremprovokerende adfærd fra din side vil ikke give resultater, og det er aldrig nogen god ide at overrumple dit barn, det vil ofte give bagslag. En direkte beskyldning, vil oftest resultere i, at troværdighedsforholdet mellem forældre-børn er ødelagt. Og ved barnet først, at forældrene har fokus på stofproblemet, vil man gøre sig ekstra umage, for at ikke flere tegn bliver tydelige. Eller helt vælge at holde sig væk i weekenderne, og så bliver det svært at komme ind på livet af sit barn.

Pas på med at presse for hårdt for at få sandheden,
Og undlad at true med at tage tests på dem for stoffer (evt. svedtests), det giver bare endnu mere modstand. Fortrolighed er den bedste vej frem. Tryghed er vigtigst. Hjælp evt. dit barn til at finde tilbud om rådgivning. Gerne ung-til-ung rådgivning. Eller forsøg at lægge mærke til, om dit barn har et godt forhold til sin bedst vens mor/far e. lign. da unge mennesker ofte har en ’skæv’ voksen, som de føler de bedre kan snakke med, da det aldrig er ’særligt fedt’ at snakke problemer med ens forældre. Fornemmer man, at ens barn har et godt, fortroligt forhold til en ’skæv’ voksen i omgangskredsen, så tag kontakt til denne voksen og på den måde, få en indgangsvinkel til sit barn.

Hvis dit barn er meget ude til fester,
Og kommer hjem bare vil sove, drikke vand og måske har det skidt, er der grund til at være opmærksom. Den unge vil ofte være deprimeret, irritabel og uden appetit. I disse tilfælde er der mulighed for at de har taget ecstasy. Vær opmærksom, lyttende og en smule skeptisk. Et andet tydeligt tegn er et markant vægttab, da ecstasy tilbage i 1914 blev opfundet som et slankemiddel, og derfor mister man fuldstændig lysten til at spise.
For den unge på ecstasy er vennerne det vigtigste i livet.

Når de er på stoffer, tilsidesætter de ofte andre ting, de normalt interesserer sig for, og weekenderne og festerne bliver det vigtigste.
Man bliver ikke fysisk afhængig af ecstasy, men psykisk derimod. Man føler ikke at man kan leve uden at tage ecstasy sammen med vennerne. Kommer man der til, hvor ens barn har erkendt, at der er et stofmisbrug, så skal der ikke kun arbejdes med den psykiske afhængighed, men også den sociale-afhængighed, som oftest er den form for afhængighed, der ’hiver’ de unge tilbage i et stofmisbrug, til trods for, at man selv er klar over problemet.

At finde et alternativ til det at tage stoffer
og være sammen med vennerne, er det sværeste, derfor er det af yderste vigtighed, at man er der til at støtte, når weekenden og vennerne banker på døren efter en hård uge, hvor man hele tiden har vist, at weekenden IKKE skulle bruges på stoffer.
Det bedste er at påvirke de unge FØR de begynder at tage stoffer,
fordi de gør dem "immune" overfor alle de fornuftige råd man kan komme med. De kan sagtens se "fornuften" midt på ugen, men falder "i vandet" når "vennerne" lokker med ecstasy i weekenden. Tag derfor snakken midt på ugen, da det er der den unge vil være mest modtagelig for fornuft. Mange af de unge vil meget gerne ud af et misbrug, men kan ikke selv overskue det.

Selvom de unge tror de kan styre det, er det lang fra sandt.
Det er en psykologisk fortrængning, og de unge ved godt at de er ude på et skråplan, men lyver for sig selv og deres omgangskreds.
De unge der bruger stoffer kan meget hurtig føle på deres krop at de ikke har kontrol over situationen,
og oplevelser som humørmæssige nedture, dårlig samvittighed og oplevelsen af, at livet "forsvinder" gør, at visse unge indser, at stoffer er en leg med ilden, og uhyre farligt for deres sociale velfærd og mentale sundhed (det er IKKE sjovt at få psykoser). Derfor spil på de elementer overfor den unge.
Vær meget opmærksom på deres venner og kammerater,
fordi det viser sig, at det almindelige gruppepres er langt stærkere end alt andet. Selvom de unge siger at gruppepresset ikke betyder noget, så er gruppepresset den afgørende faktor sammen med stoffets tilgængelighed - om de tager stoffer eller ej. Det behøver ikke være et direkte gruppepres, men det kan også ske ubevidst. Har du haft en fornuftig snak med dit barn, der siger, at lige meget hvad, så falder de ikke i, selvom vennerne skulle finde på at tage ecstasy, så skal man alligevel være meget opmærksom.

Man kan godt have gjort op med sig selv,
at man aldrig nogensinde vil tage ecstasy og virkelig mene det, selvom det florerer i ens omgangskreds. Gang på gang siger man ’nej tak’, når man får det tilbudt, og det bliver almindelig kendt blandt ens venner, at man ikke tager ecstasy. Men desto længere man er tilskuer til vennernes sjove aftener og uforklarlige lykkefølelse UDEN at nogen bliver syge af det, fordi man ikke ser hinanden resten af ugen, desto svagere bliver de forsvarsparader, der hele tiden har gjort, at man ikke faldt i. Og en dag kan man pludselig kommer ud for, at der ’liiige’ er en halv pille tilbage, og da man ikke har set andre bliver syge af det, kan man vil lige så godt prøve det – ’bare denne ene gang...’

Hvis den unge skal fravælge stoffer, skal alternativerne være spændende.
Som forældre må man virkelig gøre en indsats for at tilbyde den unge andre muligheder i helt andre retninger for at konkurrere med ecstasy. Man må indse, at stoffer er spændende tilbud for de unge og der skal virkelig noget for at kunne få det ud af deres tanker. Så vær forberedt på hård konkurrence, da intet kan hamle op med det, at stå og juble med armene i vejret sammen med vennerne i en fed rus. Det skal man have gjort sig selv klart, når man slipper alt for at være der for sit barn – der er intet der kan erstatte den lykke, ellers følelse af lykke stoffer giver, men der er noget der kan erstatte den hverdag, der er så grå og trist efter stofferne og det er DIG...